WPC Club Denmark er en landsdækkende bilklub for alle som ejer eller har særlig interesse for amerikanske biler produceret under Chrysler koncernen.
Chrysler Corporation blev grundlagt i 1925 af Walter Percy Chrysler (WPC) og producerede biler under mærkerne: Chrysler, De Soto, Dodge, Imperial og Plymouth.
I daglig tale omtales disse biler også som MOPAR-biler.
Klubbens formål er at dække alle sider af bilhobbyen – arrangementer, køreture, udveksling af viden, tips og erfaringer – samt ikke mindst det sociale samvær.
Uanset om du interesserer dig for originale-, ombyggede-, muskel- eller ordinære brugsbiler, er du hjertelig velkommen i WPC Club Denmark.
Vi drives af…
Passionen: Vi har MOPAR-biler som vores hardcore DNA – det som vi alle elsker og prøver at værne om.
Fællesskabet: Vi dyrker vores fælles interesse – medlemmer og disses familier imellem, og vi er en tæt gruppe med et godt sammenhold på tværs af hele landet.
Rødderne: Vi søger tilbage i tiden til dengang biltræf var mere simple; med mere MOPAR og klapstol – mindre tivoli og byfest.
Teknikken: Vi nørder i bilerne og teknikken og vi støtter hinanden med hensyn til viden, tips og gode råd – og giver gerne et klubmedlem en hjælpende hånd, når der er behov for det.
Når du er medlem af WPC Club Denmark bliver du samtidig medlem af FDA – Forenede Danske Amerikanerbilklubber.
Med fuldt medlemskab modtager du automatisk medlemsbladet Scandinavian MOPAR Magazine i din postkasse 4-5 gange om året. Bladet distribueres i hele skandinavien – eksklusivt af – og i samarbejde med vores søsterklubber i Norge og Sverige – hhv. WPC Club of Norway og WPC Club Sweden Region.
Bladet har et varieret indhold med bil- og træfreportager, medlemsportrætter samt gratis køb- og salgsannoncer for medlemmer.